Hvidbalancehandler om, hvordan kameraet opfanger de farver, der er i motivet. Hvidbalance er vigtigt, fordi forskellige lystyper farver motiver forskelligt. Ofte er der flere forskellige farver lys i et motiv – f.eks. lyset fra glødetrådspæren i skrivebordslampen, lyset fra neonrøret over køkkenbordet og måske endda lidt dagslys fra vinduet. Det generer hverken dine øjne eller din hjerne. For hjernen indretter bare din måde at opfatte farverne på efter lyset. Hjernen fremkalder, kan man sige, det samme billede med forskellige hvidbalancer i dit hoved. Men det kan dit kamera slet ikke. Det kan kun opfange lyset på en måde ad gangen. Derfor er det vigtigt at fortælle kameraet, hvilken indfarvning motivets lys har.

Ved HDR er hvidbalancen ekstra kritisk. For tonemapping vil behandle hver enkelt lyskilde hver for sig og beregne lysstyrke og farve. Både i forhold til det, som kameraet har opfanget på billederne og i forhold til hver enkelt lyskildes omgivelser. Dvs. hvis der er en glødepære i et område, hvor lyset ellers er dagslys, så vil tonemapping straks "se", at der er noget interessant (nemlig et område med nye farver) og det vil tonemapping så fremhæve. Altså får du fremhævet en drilsk hvidbalance – og det er da værd at undgå.

Herover kan du se, hvor meget hvidbalance betyder, når der fotograferes i studiet. Jeg har stillet et bord foran en hvid baggrund. På bordet kan du se en pude, en rulle mellemgrå baggrundspapir, en snoot, en æske med en gammel russisk bælg, en lille plysgorilla og en appelsin. Lyset er en 180w flash i en 90x60cm softboks, der står umiddelbart til højre for kameraet. Billedets venstre del viser resultatet med hvidbalancen i ”auto”, den højre del med hvidbalancen i ”flash”.

Forskellen er ret så markant. Prøv at se på pudens farve og på baggrundspapiret.  Og læg mærke til baggrunden. Det ses faktisk tydeligt, at kameraet automatisk hvidbalance opfatter reflekteret hvidt lys som gråligt; den hvide baggrund i højre side er noget mere hvid at se på – om end den også kunne have godt af en finjustering.

Der er selvfølgelig ikke en fast og entydig løsning på udfordringen. Men jeg gør det, at jeg beslutter mig for hvilken hvidbalance, som jeg vil have som den gennemgående i billedet. Dvs. beslutter mig, om der f.eks. bliver tale om et billede med dagslys eller med kunstigt lys, og det indstiller jeg så min hvidbalance efter. Selvom ovenstående billede måske indeholder små elementer af dagslys, så vil min beslutning være, at billedets hovedlys er flash og derfor indstiller jeg hvidbalancen til flash (og det gør jeg selvom jeg fotograferer i RAW og derfor kan justere hvidbalancen som det første i Photomatix).

Selvom de fleste nok kender HDR-billeder som billeder med meget farve, så er det bestemt også værd at se nærmere på mulighederne ved at lave HDR-billeder i sort/hvid. For selvom farverne forsvinder fra paletten, så er der stadig masser af detaljer og nuanceforskelle at hente i forhold til almindelig fotografering.

Figur A viser 0-billedet i sort/hvid:

Det er tydeligt, at der er forskelle i detaljeringsgraden og i hvordan detaljerne i (især) højlyset håndteres. At det er højlyset der vindes detaljer i, skyldes kameraets lysmåling – eller måske rettere sagt: fotografen. For jeg har lysmålt i et relativt skyggefuldt område, nemlig i centrum af billedet.

Det er meget let at konvertere HDR til sort/hvid. Nogle vil måske foretrække at gøre det i efterbehandlingen – altså efter tonemappingprocessen i Photmatix, men jeg foretrækker bestemt at gøre det undervejs i tonemappingen. Altså i Photomatix. Det gør jeg, fordi jeg derved konverterer billedet med dets fulde dynamik og dermed også har mulighed for at redigere tonemappingen, så jeg får det billede frem, som jeg gerne vil have. Hvis jeg venter til efter Photomatix vil jeg kun have de 256 niveauer at konvertere ud fra.

Selve konverteringen er meget meget let. Det handler nemlig blot om at fjerne al saturation fra billedet.

Husk, at hvis du har skruet op for saturation highlight (1) og/eller saturation shadows (2), så forsvinder farverne ikke helt ved at skrue ned for den generelle saturationknap. Men humlen er, at saturationknapperne skrues ned.

Derefter kan det rigtig godt betale sig at gå billedet igennem med henblik på at regulere både white point (3), blackpoint (4) og gamma (5). Når farverne er trukket ud af billedet, har du jo kun nuanceforskellene (eller rettere sagt: den grå farve) at definere detaljer med. Så hvid, sort og mellemtonen er meget vigtig her.

Der er i øvrigt en del HDR-fotografer som benytter funktionen Fusion (6) i stedet for Details enhancher (7). Fusion fremhæver ikke detaljer i skygger eller hele skyggeområder som Details enhancer, så derfor får du typisk en kraftigere kontrast ud af fusion – og som en sidegevinst kan du ofte opleve, at der også er en del mindre støj efter fusion end efter Details enhancer.

Haloer kan være besværlige at slippe af med og nogle gange er de almindelige redskaber i Photomatix bare ikke nok. Men der findes heldigvis også muligheder i efterbehandlingen. Jeg opretter en maske efter haloen, kopiere et ikke-halo område ind i maskens form, lægger det kopieret oven på haloen og kloner eventuelle tydelige samlinger imellem de to lag. Det er let. Jeg indlæser billedet i Photofiltre.

Dernæst klikker jeg på pilen i redskabsmenuen (se pilen til højre i billede herunder) og så kan jeg flytte min maske så meget opad, at jeg lige netop ikke har haloens top inde i maskens bund. Det kan være svært at ramme masken, men bliv ved. Når masken er der, hvor jeg ønsker det, så højreklikker jeg med musen inden for maskens område og vælger ”copy”.

Herunder har jeg flyttet masken ned til tagets top, højreklikket og valgt "paste" og det er tydeligt, at der er forskel på lyset i det kopierede og så baggrunden. Derfor åbner jeg mit Histogram, hvor jeg kan justere leves. Jeg skubber highlight til venstre for at lyse indholdet af min maske (se pilen) og når jeg ikke kan få et bedre resultat, så klikker jeg ”ok”.

Derefter skal de to lag lægges sammen. Jeg klikker i ”Layer” og vælger muligheden ”Merge all layers”, se pilen.

Så aktiverer jeg mit koningsværktøj – se pilen til højre. Jeg placerer først musen der, hvor jeg ønsker at hente indholdet fra – venstreklik med ”ctrl” trykket ned – og derefter placerer jeg musen der, hvor jeg ønsker at fylde indholdet i. Dvs. jeg henter indhold lige uden for den streg, som jeg ønsker at fjerne – og jeg placerer indeholder oven i stregen.

Når jeg er færdig er haloen forsvundet og hvis jeg gør tingene godt nok, så kan overgangen imellem maskernes indhold heller ikke ses. I cirklen er haloerne væk; mens der ved pilene stadig er masser af halo.

Photomatix har, naturligvis, en række forslag til, hvordan man kan indstille sine settings i tonemapping - og derfor er det typiske let at få et udgangspunkt, som kommer tæt på det, man gerne vil have.

Ikke desto mindre får jeg meget tit spørgsmål til mine standard settings, når jeg tonemapper. Selvom det i virkeligheden slet ikke er mine standard settings, der er interessant i forhold til hvordan mine billeder ser ud (det er nemlig de settings som jeg ender min tonemapping med, der giver billedet), så har jeg alligevel lavet et billede med mine standard settings - eller rettere:

Et billede med de settings, som jeg oftest ender i nærheden af

Det er nemlig vigtigt at huske på, at hvert eneste HDR billeder er meget unikt og bygger på en hulens masse beregninger i programmet. Derfor er standard indstillinger noget, som jeg syntes man skal tage sig meget i agt for.

Derfor: Hvis du bruger mine settings her som udgangspunkt, så husk endelig, at du selv skal finpudse indstillingerne, så billedet opfylder dine krav til udseende. Det er jo det, som virkelig betyder noget.

Når du har reguleret dine tonemapping settings til nedenstående, så kan du nemt gemme dem og hente dem frem igen næsten gang, du har gang i et HDR billede, se billedet "Load settings". Du klikker på "Presets" og kan så vælge "save settings..." og når du skal bruge dem igen, så klikker du atter på "Presets" og vælger "load settings..."

Load settings

Det betyder, at selvom der ikke tilføres egentlig skarphed til et HDR-billede, så vil tonemapping i sig selv tilføre kontrastfremhævelse på pixelniveau, der kan få det til at se ud som om, at der er tilført skarphed – og det er typisk tilført i hele billedet også der, hvor vi ellers gerne ville have noget bokeh.

Udfordringen er særlig stor når billedet rummer større områder med, hvad der kan kaldes for kaotiske linjer. F.eks. et billede af en stenbunke, et billede af en nypløjet mark eller et billede af et sky. De naturlige kontrastforskelle i sådanne motiver er uden egentlige linjer og mønstre. Der hersker kaos.

Vores hjerner er dog ikke så begejstret for kaos – hjerner ”elsker” at kunne se mønstre og linjer og på den måde kunne forstå indtryk ved at kategorisere dem. Derfor er der en risiko for, at vores hjerne får ”skabt” nogle linjer og mønstre i billeder, hvor der rent faktisk ikke er linjer og mønstre og denne risiko er væsentlig større, hvis kontrastforskellene i kaos er fremhævet – har fået tilført skarphed.

Prøv at se på billede 1 af marken herunder. Der er ingen mønstre i jorden – der hersker kaos. Men ved blot et enkelt klik på knappen ”forøg skaphed”, begynder mønstrene og linjerne pludselig at vokse frem (billede 2) og det bliver endnu værre, når vi gemmer med en kraftig JPG-komprimering (billede 3).

Pas derfor altid godt på med skarphed i steder, hvor der er masser af bitte små kontrastforskelle og ellers hersker kaos. HDR vil altid gerne være med til at rydde op – og det er ikke altid det, som vi går efter, når vi fotograferer.

Det ligger  i HDR fotograferingen, at farver og detaljer i højlyset bedre kan fastholdes og gengives, end når vi fotograferer "almindeligt". Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi tager flere billeder - og i dette tilfælde især undereksponerede billeder, der jo flytter højlyset ind i det dynamiske felt, hvor kameraet dels kan "nå" dynamikken, dels kan nå dynamikken godt.

Men en gang imellem bliver farverne og detaljerne alligevel lidt for svage - eller forsvinder helt. Typisk, hvis der ikke er fotograferet det nødvendige antal billeder og/eller billederne ikke er fotograferet med store nok EV-trin imellem til at indfange hele det dynamiske område i motivet.

Derfor er der i Photomatix en særlig justeringsmulighed til dette. Den hedder "Staturation Highlights" -1)og findes under "Advanced Options". Det er en skyde-knap, som kan bevæges imellem -10 og +10. Default er 0. Dens virkeområde er højlyset -2) - ikke skyggeområder.

Når du mangler lidt farvefylde til himlen eller andre stærkt belyste områder i billedet, så er det altså her, du kan finde hjælpen. Men pas på. Husk, at du bagefter kommer til at sidde med billedet i Photofiltre, Photoshop eller hvad du nu bruger - og der også kan blive fristet til at skrue lidt op for farverne, så korrektionen i Photomatix skal endelig være behersket. Hvis reguleringen bliver for kraftig, så kommer det færdige billede let til at se "overgjort" ud.

Jeg begrænser typisk udsvingene mellem -2 og +2. Men det kan selvfølgelig godt være, at der er enkelte tilfælde, hvor lidt mere er nødvendigt. Når reguleringen blot er behersket -3), så er muligheden for at slippe godt fra det større -4)

Se det første billede, herunder: Her er tre billeder fra Frederiksberg Have lagt oven i hinanden sådan, at det er tydeligt, hvor meget, der har bevæget sig i den tid, det tog at tage de tre billeder. Billederne er i øvrigt taget med Automatic Exposure Bracketing (AEB), hvorfor den samlet optagetid har været omkring eller mindre end et sekund. I det korte tidsrum har personerne på billerne alligevel flyttet sig ganske meget.

Det er klart, at den slags ikke er særlig hensigtsmæssigt - og det er derfor, at bevægelse tit skaber problemer for HDR fotografen. Men heldigvis er Photomatix udstyret med en glimrende funktion, der kan modvirke (og ofte helt fjerne) den slags bevægelseslinjer. Photomatix's funktion hedder "Remove ghostlines" og skal aktiveres i den første pop up menu, når billederne til HDR billedet er valgt.

Man kan vælge to måder at fjerne bevægelseslinjerne på: Enten ved at lade Photomatix automatisk finde områderne med bevægelse, eller ved selv at indramme (maske) områderne og lade Photomatix arbejde inden for de rammer (masker). Den sidste måde er klart at anbefale. Photomatix's evne til at håndtere udfordringerne er betydeligt bedre, hvis programmet får at vide, hvor indsatsen skal lægges.

Photomatix kan virkelig få has på bevægelseslinjerne. Se det andet billede herunder. Dette er HDR billedet, hvor Photomatix har fået lov til at arbejde med bevægelseslinjerne. Alle bevægelseslinjerne er forsvundet. Men så let går det ikke altid. Prøv at se på det nederste billede, hvor nogle tynde grene har bevæget sig over Furesøens tågedis. Her er der, på trods af Photomatix's bestræbelser masser af bevægelse i grenene.

Forklaringen på, hvorfor Photomatix kommer perfekt fra den første udfordring og så skidt fra den anden udfordring handler om to ting: For det første, at menneskerne i Frederiksberg have er klædt i tøj, der har stor kontrast imod baggrunden (sne) og for det andet, at menneskerne har en stor og markant masse.

Generelt er det sådan, at jo større kontrast det er imellem det, der bevæger sig og baggrunden, jo bedre vil Photomatix kunne fjerne bevægelseslinjerne. Og jo mere markant og veldefinerede det, som bevæger sig, er i forhold til baggrunden, jo bedre vil Photomatix kunne fjerne bevægelseslinjerne.

I det nederste billede er det i virkeligheden ikke kun de små grene, der bevægede sig. Den store tykke gren, der rager ned i vandet, bevægede sig også. Den bevægede sig i bølgebevægelserne og det er faktisk på grund af de bevægelser, at de små grene bevægede sig. Men Photomatix har kunnet klare udfordringen med den store gren: Her er kontrasten og massen nemlig stor nok.

Der findes flere gode huskeråd eller "regler" - omend det nok kan betale sig at tage ordet "regler" med et gran salt. Man bliver hverken smidt i spjældet eller hånet, hvis man bryder reglerne - og en gang imellem det det faktisk rigtig godt ud at gøre det.

En af "reglerne" omkring komposition og beskæring af billeder hedder "Det gyldne snit" eller "Rule of thirds". Reglen siger ganske enkelt, at det kan betale sig at placere centrale eller vigtige elementer og/eller linjer i billedet i de skæringspunkter og/eller i opdelingslinjer der opstår, når man deler en billedflade i tredjedele.

Det betyder f.eks. at det kan betale sig, at undgå en horisont der løber direkte i midten af billedet, at det kan betale sig at undgå, en person/et træ eller noget tredje i billedets centerlinje, at det kan betale sig at undgå, at vigtige elementer i billedet er koncentreret i den midterste kvadrat af billedet.

I billederne herunder har jeg indlagt nogle opdelingslinjer, så det med tredjedelene er tydeligt. På det øverste billede står det ensomme træ på den lille ø direkte i en tredjedelslinje. På billedet i midten er horisontlinjen (vandets horisont) tæt på en tredjedelslinje og midten af den forreste robåd er i skæringspunktet mellem to tredjedelslinjer. På det nederste billede ligger horisontlinjen igen i en tredjedelslinje og broen ender (næsten) i et skæringspunkt mellem to af trredjedelslinjerne.

Disse små kompositions- og beskæringsdetaljer er med til at give billederne et mere dynamisk udtryk, hvor øjnene (og dermed hjernen) får bedre mulighed for at gå på opdagelse og "vandre" ind i billederne.

Jeg gør i praksis det, at når jeg skal til at fotografere mine billeder til HDR billedet, så komponerer jeg billedet sådan, at jeg bedst muligt kan få beskæringen til at komme hen ad "Det gyldne snit". Dvs. jeg tænker over beskæringen allerede når jeg står og fotograferer. Jeg bruger de små markeringer, der er i min viewfinder (der i virkeligheden markerer hvor fokuspunkterne er). Så er det hurtigt og nemt at se, om jeg er nogenlunde i nærheden af den ønsket komposition.

Når jeg så kommer hjem til computeren og HDR billedet skal igennem den sidste efterbehandling, hvilket for mig vil sige i Photofiltre Studio, så har jeg der lavet en PNG-skabelon i størrelsen 1024x683 pixels, hvori jeg har tegnet de grå opdelingsstreger, som de tre billeder herunder har fået lagt ind. Jeg har også en skabelon i størrelsen 1000x750 pixels med stregerne indlagt. Det er PNG-filer, fordi jeg vil have billedet gennemsigtigt pånær i stregerne. Størrelserne på filerne er defineret efter den typiske billedstørrelse jeg bruger på Fotostart.dk og som kan ses på min skærm i fuld størrelse. Der er to størrelser, fordi jeg ofte bruger formatet 3:2 til landskab (1024x683) og formatet 4:3 til portrætter (1000x750).

Du kan downloade min 1024 x 683 skabelon i PNG her.

Når jeg skal bruge skabeloner til andre størrelser - men samme format - så resize'r jeg bare mine eksisterende skabeloner.

Når jeg sidder og redigerer mit billede, så kopierer jeg simpelthen min skabelon og "paste'r" den ind over billedet, når jeg skal til at beskære. Det er let og det er hurtigt.

Kronhjorten begynder typisk sin brunstperiode i første halvdel af september og det er muligt at få de gode billeder indtil medio oktober. Hvis du vil have de mindre dådyr med i deres brunstperiode, så er de på tæerne i oktober og november.

Vidunderligt! Det giver nemlig HDR fotografen rigtig gode kort på hånden til at fange Kronhjorten i al sin pragt og samtidig nyde godt af HDR teknikkens fine muligheder for at fastholde detaljerne i motivets høj- og lav-lysområder samt at fremhæve de små kontraster i f.eks. dyrets pels.

Det siger sig selv, at det her er meget nyttigt med Auto Exposure Bracket (AEB), hvor kameraet tager et antal billeder og selv regulerer lukkertiden imellem hvert billede, så der opnås den ønskede ændring i EV-trin. Hvis det er dyr, der står "ret" stille, så er et serie på tre billeder med to EV-trin imellem et rigtig godt udgangspunkt for et vellykket HDR billede. Men hvis det er muligt, så forsøg gerne at få fem billeder med et EV-trin imellem.

Det har nemlig to fordele: For det første, kan man selv vælge, om man ønsker at bruge fem billeder med et EV-trin, tre billeder med to EV-trin eller tre billeder med et EV-trin imellem. For det andet giver fem billeder med et EV-trin imellem mindre gætværk til HDR-programmet. For jo større EV-trin der er imellem billederne, der bruges, jo mere af det færdige billede vil bero på HDR-programmets evne til at beregne pixelværdierne.

Så, hvis du godt kan lide billeder af kronhjorte med gevir og attitude, så er brunstperioden den rette at forsøge sig i. Dyrene har store gevirer, de er revirdannede og flytter sig derfor ikke så hurtigt som ellers - og så har baggrunden (skoven og/eller dyreparken) jo de flotteste farver i efteråret. Røde og orange nuancer blander sig imellem det grønne.

Når jeg går på "kron-jagt", så er det ofte med mit 14-54mm, med mit 135mm og med mit 200mm i tasken. Nuvel, der er flere objektiver i tasken, men det er typisk disse tre, der bliver brugt: Zuiko 14-54mm mrk.II f/2,8-3,5, Asahi Takumar 135mm f/2,5 og Asahi Takumar 200mm f/3,5. De to sidste er gamle, manuelle objektiver med M-42 skruefatning. Jeg fotograferer typisk med ret åben blænde: Mellem f3,5 og f/5,6. Det gør jeg for at få en hurtig lukkertid - og fordi de tre objektiver sagtens kan levere helt skarpe billeder ved de blændetrin.

Jeg bruger tripod - eller rettere; fordi jeg ikke har en monopod (endnu), så har jeg typisk et af tripoddens ben slået ud og de to andre trukket op. Så fungerer den i praksis næsten som en monopod.

Og til sidst: Selvom det er lækkert og fristende at komme rigtig tæt på dyrene, så giv dem plads. Faktisk har der i et par år været en biolog, som har løbet rundt og jaget alle ud af græsset og ind på stierne med den begrundelse, at det har man besluttet. "Man" skulle så være skovfogden. Det kan jo godt være, at det er besluttet. Det står bare ingen steder. Hverken ved indgangen til Dyrehaven, i folderne eller på hjemmesiden. Men giv nu alligevel dyrene fred til at passe deres ting. Det er jo vigtigt nok, det ved vi alle :-)