HDR er en ganske særlig teknik, der har sine rødder i 3D-verdenen. HDR står for High Dynamic Range – og sigter på at løse det problem, at et din chip ikke kan ”gabe” over så meget dynamik, som virkeligheden byder på.

HDR bygger derfor på mindst tre billeder. Et, der er skudt med (for kameraet) optimal eksponering (0-trin), et, der er skudt med f.eks. -2 eksponeringstrin og et, der er skudt med f.eks. +2 eksponeringstrin. Der optages altid et billede i 0-trin og et lige antal billeder med de samme variationer i hhv. negativ som positiv eksponering. Altså: 0-trin, -2 trin og +2 trin.

De mørke billeder (- eksponering) gør, at det endelige resultat indeholder detaljer i meget kraftigt overbelyste områder af motivet og de meget lyse billeder (+ eksponering) gør, at det endelige resultat indeholder detaljer i underbelyste områder af motivet.

Samlet bliver detaljerigdommen langt større end ved normale optagelser.

Flere eller et billede som udgangspunkt

Der har udviklet sig to ”skoler” inden for HDR. Den ene skole holder den oprindelige metode i hævd (der skal tages mindst tre individuelle billeder af motivet), mens den anden skole sværger til at tage et enkelt RAW og efterfølgende gemme en udgave i fx. tre trin.

Men det er kun ved individuelle skud, du opnår HDR. Billederne, der er samlet ud fra et enkelt RAW bør ikke kaldes HDR, men kunne f.eks. kaldes: Tonemapped. Denne guide sætter fokus på HDR med tre (eller flere) individuelle billeder af motivet.

Fordelen ved at tage individuelle billeder er, at det kun er der, dynamikken forøges, mens ulempen er risikoen for bevægelsesslør i billedet pga. tidsforskellen mellem de enkelte billeder.

Fordelen ved RAW-metoden (tonemapped billede) er, at den udelukker bevægelsesslør, mens ulempen er, at den heller ikke tilfører forøget dynamik.

Min holdning er, at man skal vælge den metode, der giver de billeder, man er interesseret i at få. Men HDR kræver flere billeder.  

Regulering på lukkertid – ikke blænde

Eksponeringen skal altid kontrolleres ved ændringer i lukkertiden – aldrig på blænden. Derfor skal du passe meget på, hvis du bruger dit kameras automatisk styring af eksponeringen (AEB).

Hvis kameraet står i Auto, kan du godt risikere, at AEB gennemføres ved ændringer i blænden. Tjek din manual. På Olympus E-500 gør automatikken præcis det – og det er grunden til, at jeg altid skyder HDR-billederne i M (manuel).

Hvis du ændre på eksponeringen ved at regulere på blænden, så får du et sløret billede.

For DOF (området, der er i fokus) vil jo være forskelligt fra billede til billede – og når billederne samles, så vil det tilsammen give et HDR, hvor sløringen ikke falder rigtigt. Men det spiller altså kun en synlig rolle i de tilfælde, hvor du har en synlig forskel mellem det, som du gerne vil have i fokus og det, som du gerne vil have sløret (bokeh). Pas på den med blænderegulering (eller øv dig rigtig godt, for effekten kan også udnyttes kreativt).

Men grundlæggende er HDR ikke en effekt, selvom mange nok vil mene, at et HDR et nemt at genkende på grund af de særlige farver og (en gang imellem) halo-ringe omkring motiverne.

HDR er en teknik og HDR går altså ikke ud på at gengive særlige farver eller halo-ringe (lyse rander omkring tingene; det kan f.eks. ses på billedet til venstre); det er alt sammen noget, som fotografen enten frembringer med vilje i billedbehandlingen eller ikke formår at undgå.

Individuelle billeder

Et HDR er en særlig sammenkædning af tre-ni individuelle billeder. Dvs. der skydes en serie af billeder af det samme motiv. Første billede optages i 0-eksponering (der, hvor kameraet siger, at det optimale ligger) og der tages mindst yderligere to billeder. F.eks. et med -2 trin og et med +2 trin.

De mørke billeder (- eksponering) gør, at det endelige resultat indeholder detaljer i meget kraftigt belyste områder af motivet og de meget lyse billeder (+ eksponering) gør, at det endelige resultat indeholder detaljer i underbelyste områder af motivet.

Men du kan med fordel overveje at skyde fem billeder med 1 trin imellem som fast procedure: 0-trin, -1-trin, -2-trin, +1-trin og +2-trin. På den måde får du mulighed for at samle dine HDR med:

                      3 billeder, 1 trin imellem (0, -1 og +1)

                      3 billeder, 2 trin imellem (0, -2 og +2)

                      5 billeder, 1 trin imellem (0, -1, -2, +1 og +2)

Det er en god frihed at have – og der er faktisk forskel på resultaterne. Prøv det ved lejlighed på et motiv, hvor du har markante forskelle i lyset og brug tiden til at se nærmere på de tre HDR, som du kan producere. Det er selvfølgelig vigtigt, at du ikke ændrer på nogle af indstillingerne undervejs.

Jeg har i øvrigt den hovedregel, at hvis mit motiv har store forskelle i lysstyrken, så går jeg efter enten 5 billeder med 1 trin imellem eller 3 billeder med 2 trin imellem. Store forskelle kræver, at der hhv. under- og overeksponeres kraftigt, mindre forskelle i lysstyrke, klarer sig med mindre eksponeringstrin.

Stativ og fjernudløser

Der er vigtigt, at motivet flytter sig mindst muligt og kameraet står mest muligt fast. Selvom Photomatrix kan tilpasse billederne, så de ligger korrekt i forhold til hinanden, så skal ikke være sikker på, at det klarer enhver situation – og dernæst vil det automatisk give manglende skarphed i det færdige resultat. Derfor tror jeg, at du ikke kommer uden om at bruge stativ – og fjernudløser er også en rigtig god ide.

Det siger sig selv, at der er store udfordringer forbundet ved at anvende teknikken over for motiver, der er i bevægelse. Mange HDR-forsøg går i vasken pga. af svajende græs og træer, drivende skyer eller bølgernes bevægelse.

Photomatix Pro 3.1

Trin 1A – indlæsning af de enkelte RAW-billeder:

Trin 2 - Options:

Når du klikker dig videre, kommer dialogboksen med ”options” frem. Her spørger programmet om du have billederne rettet ind efter hinanden, om programmet skal forsøge at fjerne bevægelsesslør og om programmet skal producere farvekurver over billederne til brug for senere tilpasning.

Du kan også få programmet til at gå efter Cromatic aberrations (som er de irriterende blålige pixels, der kan opstå omkring f.eks. grene), reduce noise (og det er Photomatix blevet ret så god til uden at fjerne alle de fine detaljer).

Jeg ændrer kun på muligheden om bevægelsesslør. Hvis jeg ved, at jeg har personer, som kan have flyttet sig på billederne, så vælger jeg ”moving objects/people” og hvis jeg ved, at jeg har f.eks. vand med bølgebevægelse, så vælger jeg ”background movements (e.g. riples)” – og jeg vælger altid High styrke.

Trin 3 – det rå billede:

Det næste du får frem, er et billede, der på mange måder er skuffende – og faktisk også er meget langt fra det, som et HDR repræsenterer. Men bare rolig. Billedet er blot det billede, som hverken din skærm eller din printer kan håndtere. Der skal gøres meget mere ved dit billede – og det er det, der kaldes ”tonemapping” , så det er den knap der skal klikkes på.

Men forinden kan du flytte musen rundt i billedet og se i den lille skærm i venstre øverste hjørne, hvilke muligheder der rent faktisk rummes i det færdige HDR.  I eksemplet kan du tydeligt se forskellen på lys og farver i hhv. hovedbilledet og det lille kontrolvindue i venstre hjørne.

Når du har orienteret dig, kan du klikke dig videre: klik på ”Tonemapping”:

Trin 4 – Tonemapping:

Tonemapping er der, hvor trylleriet sker. Teknisk sker der det i tonemapping, at EVafstanden mellem de enkelte detaljer i billedet reduceres, så det kan rummes inden for 16 og 8 bit – og derfor ses på din skærm. Her får du redskaberne til at kontrollere farver, lys, skygger, kontrast osv. Selvom det ser ret så overskueligt ud, så er der utallige reguleringsmuligheder og defleste af dem kan give markante ændringer i dit færdige HDR. Så det gælder om at få dem prøvet og undersøgt; Alle sammen. 

Tone compressor er en måde at behandle dit HDR-billede på – men det er i ”Details enhancer” det sjove foregår.

Du klikker på ”Details enhancer” og er klar til at gå ombord i Tonemapping:

Strenght og Color Saturation

Øverste i Detail enhancer finder du ”strenght”-skyderen. Den virker sammen med skyderen under ”Color saturation”. Strenght er styrken af saturation og saturation er farvemætningen. Det er her, du finder årsagen til, at nogle HDR har så karakteristiske farver.  Jo højere strenght, jo mere gennemtrængende er din saturation og jo mere saturation, jo højere bliver farvemætningen i billedet. Mange HDR der forestiller interiør i gamle huse, har ret høj strenght (70) og en lav saturation (30). Det giver en lav farvemætning, men samtidig en karakteristisk spinkel og skarp deling mellem farverne.

Luminosity

Luminosity komprimere vidden af toner i billedet og påvirker billedets lyssætning. Jeg bruger sjældent denne regulator – mest, når jeg har problemer med at kontrollere halo-fænomener.  Men du kan bruge knappen til at flytte lysindfaldet rundt i billedet.

Light Smoothing

Light smooting er et meget vigtigt redskab ved HDR. Det er nemlig her, du bestemmer hvordan de tre individuelle billeders lys og skygge fordeles. Jo mindre smoothing (prik til venstre), jo større og kraftigere forskelle tillades i billedet. Jo mere smoothing (prik til højre), jo mindre forskelle tillades.

Mange HDR lider under de karakteristiske halo’er omkring tingene. Det er her, du kommer den slags til livs. Jo mindre smoothing, jo større er risikoen for halo. Jo stærkere smoothing, jo mindre risiko for halo. ”Så er det let”, tænker de fleste – og vælger fast en stærk smoothing. Men HDR er et kompromis og ulempen ved en stærk smoothing er også, at HDR’s fordele bliver mindre: Nemlig evnen til at vise detaljerne i både under- og overbelyste områder. Så brug god tid på at se på ændringerne, når du flytter på smoothing.

Micro-contrast

Når du bruger micro-contrast, så ser det ved første øjekast ud som om, at du blot gør billedet hhv. lysere og mørkere. Men det er kun det, som du kan se i billedets helhed som sådan. Prøv at klikke et sted i billedet, så får du en lille arbejdsskærm frem. Prøv derefter at justere på micro-contrast – og nu kan du se, at du faktisk kan regulere kontrast-virkningen i billedet med minimal ”æden af detaljer i de mørke og de lyse områder”.  Med risiko for at få en på hatten af folkene bag Photomatix, vil jeg benævne micro-contrast som en intelligent kontrast-justering.

Herunder har du fire forskellige blade, som du kan klikke frem ved at klikke på de små trekanter: Tone, Color, Micro og s/h. Hvert faneblad åbner en række muligheder; her får du overordnede bemærkninger om hvert faneblad med fokus på det, som jeg benytter mig af:

Tone-settings

Tone-trekanten er klikket på ovenstående billede. Under Tone finder du en skyder for hhv. white og black.

White og Black - Hver skyder regulerer, hvornår en farve går ”helt i hvid” eller ”helt i sort” – og det er derfor her, du kan definere, hvor meget dynamik det endelige resultat egentlig kommer til at rumme. Jo mere til venstre (0%) du sætter skyderne, jo mindre at den pågældende tone får du lagt i billedet. Ved gamma regulerer gammaforholdet i billedet, præcis som ved almindelig billedbehandling. Jeg har oftest både white og black stående på ca. 0,06%.

Gamma flyttes en del efter motivet.  Pas nu på med gamma – selvom det er dejlig nemt at gøre billedet mere lys eller mere mørkt med gamma, så giver ændringerne samtidig både en fremhævelse af eventuelle fejl i billedet – og, når du gør billedet lysere, giver dig nogle farver, der er kraftigt overdrevet.

Color-settings

Her styrer du farverne og deres mætning.

Temperature angiver varmen i farverne. Her kan du skubbe på, når du vil have nøgent, gammelt træs struktur fremhævet og givet ”ælde”. Det er også her, du kan påvirke en forkert eller uheldig (eller bare uønsket) hvidbalance, hvis du har skudt i JPG fra starten.

Saturation highlights bestemmer du farvemætningen på de høje toner.

Saturation shadows bestemmer du farvemætningen i de mørke toner.

Når du flytter rundt på skyderne her, kan du i mange tilfælde forstærke en afstandsvirkning (3D) mellem belyste og ikke-belyste områder. du skal nemlig huske på, at et billedes gengivelse af f.eks. afstand ofte hænger nøje sammen med det lysniveau, som er de forskellige steder i billedet.

Smoothing-settings

Under smoothing har du helt særlig kontrol over et af de områder, der tit være volde besværligheder: Det handler om støj og det handler om håndtering af detaljerne i billedet.

Micro-smoothing sætter fokus på hvor små detaljer må være – og fungerer i praksis som en slags noisefilter. Men vær opmærksom på, at det slet ikke kommer op på niveau som de egentlige støjdræbere (f.eks. Neat). 

Jeg har typisk micro-smoothing stående på.

Highlight smoothing giver dig udgang til at udglatte de lyse toner og dermed mindske detaljeniveauet (og i nogle tilfælde modvirke for meget halo).

Shadows smoothing gøre skyggeområderne lidt mørkere og dermed tage nogle af detaljerne ud (hvilket også kan modvirke støj). 

Shadow clipping skærer de dybeste toner helt ud og erstatter dem med sort. Pas nu på her. Jo mere du skærer ud og erstatter med sort, jo mere går du væk fra det, som HDR kan: gengive detaljer, der eller dør i enten udbrænding eller helt-i-sort.

RESULTATET:

Presets

Der er en vigtig knap, som du hurtigt kan have stor glæde af: Presets. Her kan du gemme dine bedste indstillinger (f.eks. ”gammel bygning”, ”efterårsfarver”, ”mørke rum” osv.) og så bruge dem, når du har billeder, der ligner.

Det er en rigtig god mulighed, men du skal altid huske på, at HDR er meget individuelt og hvert enkelt HDR er udtryk for dels særlige lysforhold, dels de ønsker som du på et givet tidspunkt har til et billede. Så selvom du har muligheden for at genbruge indstillinger, så glem ikke, at hvert billede fortjener individuel behandling – og husk også, at et HDR sjældent er færdigt i det øjeblik, du gemmer det i f.eks. jpg. Jeg bruger Photofiltre Studio, men der findes også andre gode programmer.